Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
01.10.2019

Virksomheder på tværs af landet får nu bedre adgang til kvalificerede medarbejdere

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop besluttet at støtte 10 nye projekter i bl.a. Nordjylland, Sjælland og på Bornholm. Projekterne skal være med til at sikre danske virksomheders adgang til kvalificeret arbejdskraft. I alt afsættes knap 80 mio. kr. til opkvalificering af arbejdsstyrken med fokus på de behov og udfordringer, virksomhederne står over for rundt om i Danmark.

Danske virksomheder har længe gjort opmærksom på manglen på kvalificeret arbejdskraft – en mangel, der også kan aflæses i det betydelige antal forgæves rekrutteringer de seneste år. Særligt faglærte medarbejdere og medarbejdere med naturvidenskabelige og tekniske kompetencer – de såkaldte STEM-kompetencer – har danske virksomheder søgt forgæves efter.

Den udfordring forsøger Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu at imødekomme. I alt ydes der støtte for 79,5 mio. fra EU’s Socialfond og decentrale erhvervsfremmemidler til bl.a. Viden Djurs, Roskilde Tekniske Skole og Aalborg Handelsskole. Geografisk dækker projekterne fra Bornholm til Sydjylland og fra Nordjylland til Sjælland.

Et af de nye projekter, ”Vejen til erhvervsfaglig uddannelse og vækst”, bygger på gode erfaringer fra tidligere projekter, der bl.a. har kørt på Lolland. Her hilser kommunens borgmester Holger Schou Rasmussen de nye projekter velkommen:

Hvis vi virkelig skal hjælpe virksomhederne med at komme manglen på faglært arbejdskraft til livs, er vi nødt til at gøre noget konkret. Det er ikke nok bare at tale om det. Som borgmester i et område med mange produktionsvirksomheder og en stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft, glæder det mig, at flere af de projekter, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu støtter, har rod i det sjællandske og dermed blik for de særlige udfordringer, lige præcis vores virksomheder møder".

De nye projekter skal bl.a. bidrage til, at virksomhederne kan opkvalificere deres ansatte, fx fra ufaglært til faglært eller via videregående uddannelse. Andre projekter skal bidrage til at flere unge søger ind på og gennemfører en erhvervsuddannelse og derigennem imødekommer virksomhedernes arbejdskraftbehov.

Medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Claus Jensen, der også er formand i CO-Industri, glæder sig over, at der nu tages konkrete tiltag til at styrke unge og ansattes kompetencer og derved bidrage til at styrke virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft:

Styrkede kompetencer hos unge og voksne, der allerede er i beskæftigelse, er af afgørende betydning, hvis vi skal møde virksomhedernes behov for højt kvalificeret arbejdskraft. Samtidig bidrager et højere uddannelsesniveau til større jobsikkerhed for den enkelte.” 

Formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Jakob Riis supplerer:

Danske virksomheder over hele landet oplever udfordringer med at skaffe den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. Derfor er de nye indsatser, der skal hjælpe unge gennem erhvervsuddannelserne og opkvalificere de voksne, der allerede arbejder ude i virksomhederne, af stor betydning. En veluddannet arbejdsstyrke er ganske enkelt helt central, hvis vi skal sikre virksomhedernes konkurrencekraft fremadrettet.

Fakta

  • Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at igangsætte og finansiere decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
  • Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsatte i april 2019 i alt 80 mio. kr. til de to puljer “Flere unge i erhvervsuddannelse” og “Erhvervsfaglig uddannelse (voksne) og videregående uddannelse”.
  • Bestyrelsen modtog 17 ansøgninger fra operatører, hvoraf 10 altså får tilsagn om midler fra de to puljer. Der uddeles sammenlagt op til 79,5 mio. kr.
  • Indsatsen medfinansieres af EU’s Socialfond og decentrale erhvervsfremmemidler.
  • Følgende 10 projekter og ansøgere modtager midler:

Puljen til ”Flere unge i erhvervsuddannelse”:

  • Merkantil Dannelse (Viden Djurs – VID Erhvervsuddannelser)
  • Grønne Karriereveje Sjælland (Roskilde Tekniske Skole)
  • Grønne Karriereveje Jylland - Fyn (AMU Nord)
  • Samarbejde om tiltrækning til og fastholdelse på EUD - for alle (Region Midtjylland)
  • Science II (SOSU Nord).
  • Bæredygtige Løsninger (EUC Nord)
  • Digital Handel (Aalborg Handelsskole)

Puljen til ”Erhvervsfaglig uddannelse (voksne) og videregående uddannelse”:

  • Boost Bornholm (Campus Bornholm)
  • Vejen til erhvervsfaglig uddannelse og vækst (Midt/Nord) (Uddannelsescenter Holstebro)
  • Vejen til erhvervsfaglig uddannelse og vækst (Sjælland) (Uddannelsescenter Holstebro)

 

Find beskrivelser af de ti støttede projekter på bestyrelsens hjemmeside

Læs mere om puljen "Flere unge i erhvervsuddannelse"

Læs mere om puljen "Erhvervsfaglig uddannelse (voksne) og videregående uddannelse"

 

Kontakt

Hvis du vil vide mere om de støttede projekter eller de to puljer, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Merete Woltmann på tlf. 35 29 13 74 eller merwol@erst.dk.

Læs mere om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse