Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
09.11.2021

Vækstiværksætterens gode råd: Drøm stort, arbejd hårdt, og få hjælp til at komme videre

Efter fire år med tusinder af timer foran computeren har opfinderen af deleplatformen ShareOne.dk i dag 14.000 kunder. Men drømmen er noget endnu større, og nu får han hjælp af EU-projektet IværksætterDanmark til at skabe yderligere vækst.

Lejeren sparer penge, og udlejeren tjener lidt på noget, der ellers ikke bliver brugt. Sådan virker den deleøkonomiske platform ShareOne.dk, som iværksætteren Jakob Øgendahl Larsen har opbygget.

Her kan tilmeldte brugere leje eller udleje redskaber, værktøj og lignende grej, der store dele af året ikke bliver benyttet af ejeren. Men det har Jakob ikke tænkt sig at nøjes med – han vil have vækst.

Vi plejer at sige, at vi er en kombination af Den Blå Avis, der leverer platformen, og Google, hvor man kan søge – og at vi fungerer ligesom Jobindex, der har alt inden for stillingsannoncer. Hidtil har det været for private, men vores mål er at samle alt inden for deleøkonomi på platformen – også virksomheder, der har udlejning,” forklarer Jakob Øgendahl Larsen.

Det er allerede blevet til en god forretning for den ambitiøse iværksætter fra Esbjerg, som også andre har fået øje på. Efter fire års hårdt arbejde i kælderkontoret under privatboligen har ShareOne.dk i dag en stor kundekreds på knap 14.000 brugere. En investor har lagt to millioner kroner i virksomheden, og Vækstfonden har ydet lån til virksomheden.

LÆS OGSÅ: Simon og Peter har lært iværksætteri på den hårde måde

LÆS OGSÅ: Iværksætteren Maybritt har fundet opskriften, der slog Claus Meyer

LÆS OGSÅ: Barchef og shrub-iværksætter drømmer om vækst og flere timer i døgnet

Det hele startede som et hobbyprojekt, mens Jakob arbejdede i en bank i København. Han skulle bruge en rillefræser og ville leje en privat, men trods lang tids søgen på nettet var der ingen muligheder. Det inspirerede Jakob til at grundlægge ShareOne.dk., som i dag er Danmarks største udlejningsportal for private.

Jakob Øgendahl Larsen:

Jeg var meget motiveret af, at ingen havde kunnet skabe en ordentlig platform for deleøkonomi før. Samtidig kunne jeg se, at deleøkonomi blev mere og mere populært, ikke mindst fordi deleøkonomi er den enkelte borgers mulighed for at bidrage til en mindre klimabelastning. Der var med andre ord et marked i fremtiden. Så jeg gik i gang.”

Springet fra hobby til virksomhed var noget af en omstilling. Jakob Øgendahl Larsen og familien flyttede tilbage til barndomsbyen Esbjerg, hvor der blev indrettet firmalokaler i kælderen under privatboligen. Den nærmeste familie kommer tit forbi og giver et nap med, når der skal gøres rent eller ordnes have hjemme hos den travle iværksætterfamilie.

Forretningsmodellen bag ShareOne.dk er enkel: Udlejerne tjener lidt, og lejerne sparer penge. Og begge bidrager til klimaaflastningen, fordi lejerne slipper for at anskaffe nyt. Foto: Erhvervsstyrelsen

For det at være iværksætter med ambitioner om vækst er enormt krævende – det lægger Jakob ikke skjul på. Han har brugt mange tusinde timer foran computeren og i telefonen, og det er i hans optik nødvendigt, hvis man vil nå noget, siger han:

Der er nogen, der laver en lille forretning, hvor de arbejder 25 timer om ugen, og så kalder de sig iværksættere. Det kan da være rigtig fint, men det batter bare ikke noget i længden for mig.”

Han har kogt sin filosofi ned til tre gode råd:

Jeg synes, man skal drømme stort og give den gas og ikke være bange for at lægge endog mange timer i sit projekt. Og så skal man huske at søge råd og sparring, når der er behov for det.”

Hjælpen til Jakobs vækstplan kommer fra IværksætterDanmark, erhvervshusenes landsdækkende iværksætterprojekt, som senest er støttet med REACT-EU-midler. Her skal Jakob i gang med et Next Step-forløb, hvor han får tilknyttet en fast vækstguide, der skal hjælpe med at afklare virksomhedens udviklingsbehov og opbygge en konkret handlingsplan.

Jakob Øgendahl Larsen fra ShareOne.dk har haft stor gavn af kompetenceudvikling, råd og sparring i EU-projektet IværksætterDanmark. Her har han fået løftet sine kompetencer inden for salg, og nu venter et forløb med en fast konsulent, som skal hjælpe med en handlingsplan med fokus på yderligere vækst. Foto: Erhvervsstyrelsen

FAKTA Om IværksætterDanmark

IværksætterDanmark er erhvervshusenes initiativ til en samlende national indsats for alle iværksættere. Projektets overordnede mål er at understøtte et bredt kompetenceløft blandt iværksættere for at øge antallet af nye iværksættere og øge deres overlevelsesrate.

Det sker i tre typer af forløb:

  • Forløb, der skal styrke iværksætteres faglige kompetencer på de vigtigste generelle områder
  • Branche- og temaorienterede forløb tilpasset lokale forhold
  • Next Step-forløb målrettet eksekveringsdygtige iværksættere

EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler har støttet IvDK med 20,8 mio. kr., og REACT-EU har støttet med 60 mio. kr. Projektet startede i august 2019, og med støtten fra REACT-EU kan projektet nu fortsætte indtil juni 2023.

Læs mere på IværksætterDanmark på projektets hjemmeside

Læs mere om IværksætterDanmark i Erhvervsstyrelsens projektdatabase her og her

FAKTA Om EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet. Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser