Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
26.11.2019

Unge med særlige udfordringer skal hjælpes i uddannelse og have et bedre afsæt for job

Virksomhederne skriger på arbejdskraft, og samtidig står næsten 70.000 unge på tværs af hele landet uden uddannelse og job. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter nu fire projekter med i alt 36 mio. kr. Midlerne går til håndholdte indsatser, der skal sikre, at unge med særlige udfordringer får en uddannelse. Det skal give unge bedre mulighed for at komme på arbejdsmarkedet og på sigt imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop besluttet at støtte fire projekter i Nordjylland, Midtjylland og på Sjælland. Fælles for projekterne er, at de har fokus på at få flere sårbare og udsatte unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Målet er at give de unge et bedre afsæt i livet ved at forbedre deres mulighed for varig tilknytning til arbejdsmarkedet. De nye projekter, der medfinansieres af EU’s Socialfond og decentrale erhvervsfremmemidler, bidrager samtidig til at udvide arbejdsstyrken og imødekommer dermed også virksomhedernes mangel på arbejdskraft.

Et af de projekter, der nu modtager midler, er ”Når lysten driver værket”. Bag projektet står den forberedende grunduddannelse i Himmerland, Erhvervsskolerne Aars, samt en række frivillige foreninger i det nordjyske. I et fælles samarbejde vil de hjælpe unge i gang med og igennem en ungdomsuddannelse i Nordjylland.

Borgmester i Hjørring Kommune og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Arne Boelt glæder sig over den kommende indsats:

Vi har nogle særlige udfordringer med at skaffe arbejdskraft i Nordjylland. Derfor glæder det mig, at vi i bestyrelsen nu har besluttet at støtte en indsats, hvor nordjyske uddannelsesinstitutioner og foreninger går sammen om at løse opgaven. Nogle unge har brug for et ekstra skub og en hjælpende hånd, og jeg tror på, at både det nordjyske projekt og de øvrige projekter kan være med til at løse netop den opgave - til gavn for både virksomhederne og de unge, der hjælpes på vej”.

Projektet ”Når lysten driver værket” skal bidrage til, at de unge fastholdes i uddannelse ved at skabe trygge rammer både i skolen og i fritiden. I projektet vil de unge bl.a. blive tilbudt vejledning, nye praktiske fag og fritidsaktiviteter i det nordjyske foreningsliv.

I de frivillige foreninger bifalder man, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse også inkluderer foreningslivet i de unges vej til uddannelse. Programleder hos DGI Nordjylland med ansvar for inklusion, Mads Pedersen, hilser initiativet velkommen:

Undersøgelser viser, at det at være en aktiv del af foreningslivet har en positiv indvirken på unge menneskers indlæring, netværk, og trivsel. Og for unge med flere udfordringer i bagagen er det formentlig endnu vigtigere at være en del af et større fællesskab. Derfor glæder det mig, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter et projekt for udfordrede unge, hvori man både indtænker elevens trivsel på skolen og i fritiden”.

Også på Sjælland, Lolland og Falster ser man fra CELF - Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster - frem til at kunne hjælpe de udfordrede unge med projektet ”Inklusion af frafaldstruede

elever”. Uddannelseschef med ansvar for bl.a. fastholdelse og trivsel hos CELF, Michael Boile Nielsen, glæder sig til at kunne gøre endnu mere for at skabe gode rammer om de unges ungdomsuddannelse: 

Vi har en del unge, der enten har udfordringer eller er sårbare i en sådan grad, at de vil have svært ved at gennemføre et helt almindeligt uddannelsesforløb og er i fare for aldrig at blive en del af arbejdsmarkedet. Det er trist at se, nu når vi ved, at de sjællandske virksomheder i høj grad står og mangler arbejdskraft. Jeg håber derfor, at den nye indsats kan hjælpe os til at støtte endnu bedre op om de unge - uanset hvilken baggrund og udfordring de måtte møde op med,” siger Michael Boile Nielsen fra CELF.

Fakta

Følgende projekter modtager midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse (ansøger i parentes):

  • Når lysten driver værket (Erhvervsskolerne Aars)
  • Inklusion af frafaldstruede elever (CELF)
  • Inspiratoriet – det fælles løft (Kirkens Korshær)
  • Relationer til og anerkendelse af unge med særlige udfordringer (Region Midtjylland)

 

Læs beskrivelsen af de støttede projekter på hjemmesiden for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Læs mere om midlerne til inklusion af unge via uddannelse til erhvervsparathed

 

Kontakt

Hvis du vil vide mere om indsatsen social inklusion via uddannelse til erhvervsparathed, kan du kontakte chefkonsulent Merete Woltmann på 35 29 13 74 og merwol@erst.dk