Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
08.10.2020

Sjællandsk startup fik hjælp af EU-projekt: Nu er deres produkt med til at redde liv

Et innovationssamarbejde med en videninstitution kan være afgørende for en virksomhed. Nordic Firefly fandt sammen med DTU-forskere via et succesfuldt strukturfondsprojekt på Sjælland, og i dag er virksomheden på vej mod nye ordrer og i gang med professionalisering og vækst.

Mange menneskeliv reddes af Trygfondens redningsstiger, som kan ses døgnet rundt på grund af de soldrevne LED-lamper, der fik et skub mod markedet i et EU-støttet innovationssamarbejde. Foto: DTU Link

En mand falder i havnen i en dansk by ved nattetide. Han kæmper for livet, men får i sidste øjeblik øje på en oplyst redningsstige og klatrer i sikkerhed.

Eksemplet er konstrueret, men faktisk sker en fjerdedel af alle drukneulykker i Danmark i havne, hvor folk, der færdes alene, falder i vandet og aldrig formår at komme op igen. Mange reddes i dag af de 350 redningsstiger, som Trygfonden har opsat i en række havne – oplyst nat og dag af en solcelledrevet LED-lampe konstrueret af den sjællandske tech-startup Nordic Firefly.

LED-lampen er et af mange spændende teknologiprodukter, der er kommet fra strukturfondsprojektet ”Teknologisamarbejde i Region Sjælland”, drevet af DTU Link på DTU Risø Campus og støttet med 17,6 mio. kr. af EU’s Regionalfond. Her går virksomheder sammen med videninstitutioner om at løse et specifikt problem, og for Nordic Firefly blev det et gennembrud.

Eksperterne på DTU Fotonik indgik i et innovationssamarbejde med Nordic Firefly via strukturfondsprojektet "Teknologisamarbejde i Region Sjælland". Foto: DTU

Virksomheden stod i sommeren 2018 over for at skulle levere sin første store ordre – LED-lamper til Trygfondens redningsstiger. Fonden ville have en garanti for, at solcellen virker under vinterbrug med ringe sollys og korte dage. Men det var midt om sommeren, og Nordic Firefly stod med den vanskelige opgave at genskabe vintervejr til test og validering. Redningen blev DTU Fotonik, der forsker i alle tekniske applikationer af lys og kunne skabe de nødvendige kunstige, vinterlignende forhold til test af redningsstigen.

Nordic Firefly havde allerede brugt en matematisk model til at simulere redningsstigens ydeevne under alle tænkelige forhold og vist, at lampen var pålidelig under vinterdrift. ”Men markedet er domineret af billige kinesiske produkter, som ikke er bygget til det danske klima, og derfor var det vigtigt at dokumentere, at vores solcelle kan stå distancen under alle vejrforhold,” siger Jørgen Kejlberg, CEO i Nordic Firefly:

Vi fik heldigvis et tæt og udbytterigt samarbejde med forskerne på DTU Fotonik, der har stor viden om solceller, LED-lys og batterier. Testen gik godt, og i 2019 fik vi vores første rigtige kunde, Trygfonden, som i dag er en fast kunde. Samarbejdet med DTU har været en altafgørende reference for os, og vi arbejder stadig sammen.”

”Teknologisamarbejde i Region Sjælland” har nu kørt i godt tre år.

I projektet matches SMV’er fra Sjælland med de relevante eksperter fra DTU’s mange institutter i innovationsforløb, der er baseret på videndeling og produktudvikling. Virksomhederne tilbydes hjælp til fx at udvikle eller validere en prototype samt adgang til DTU’s avancerede faciliteter til teknologi-, produkt- og produktionsudvikling i form af 300 betalte DTU-forskertimer.

350 steder i danske havne hænger redningsstigerne - oplyst nat og dag af de soldrevne LED-lamper fra Nordic Firefly. Virksomheden skal også levere lamper til Trygfondens næste runde redningsstiger. Foto: DTU Link

Projektet er udvidet i flere omgange – senest med en tillægsbevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i efteråret 2019. De ekstra midler betyder, at projektet nu kører frem til august 2022 og har optaget yderligere 15 virksomheder, så i alt 57 virksomheder kommer igennem et innovationsforløb. 

Målsætningen er at skabe mindst 21 innovative samarbejder bestående af mindst to virksomheder og en videninstitution, og projektet er godt på vej. Allerede nu har DTU lavet aftale med virksomhed nummer 57 og er dermed lukket for henvendelser. 

Jacob Aabroe, projektleder for ”Teknologisamarbejde i Region Sjælland”:

Der er et enormt behov for innovation og udvikling hos SMV’erne, iværksættere og andre startups, og det at kunne hente forskningskompetence hos DTU har stor betydning. Mange virksomheder melder også, at det at arbejde sammen med DTU er en ”blåstempling”, som kan sælge et produkt og bringe en virksomhed videre.”

Over et år efter deltagelsen i EU-projektet kan CEO Jørgen Kejlberg nu for alvor se betydningen af samarbejdet med DTU-forskerne:

Det har været med til at gøre vores virksomhed interessant, har tiltrukket yderligere bevillinger, vi har fået en ekstern investor og etableret A/S med en professionel bestyrelse. Vores produkt er blevet gennemtestet, så vi nu kan dokumentere den performance og pålidelighed, som hele tiden har været vores vigtigste salgsparameter.”

Jørgen Kejlberg, CEO i Nordic Firefly, fik sin virksomhed med i et innovationssamarbejde på DTU på det helt rigtige tidspunkt. Produktet var udviklet, men skulle testes og valideres, inden den kunne klargøres til markedet. Foto: DTU Link

FAKTA OM ”Teknologisamarbejde i Region Sjælland”

Projektet begyndte januar 2018 og forløber frem til udgangen af august 2022. Det drives af DTU Link med hjemsted på DTU Risø Campus og er støttet med 17,6 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.

I projektet samarbejder 57 mindre virksomheder i Region Sjælland med forskere fra videninstitutioner i Region Sjælland, bl.a. DTU, i teknologiske vidensamarbejder. Målet er 21 konsortier, som udvikler nye teknologiske produkter, løsninger eller koncepter. Langtidseffekten er øgede markedsandele og over 250 nye arbejdspladser i de involverede virksomheder. To til fem år efter projektperioden ventes der at være skabt 24 nye innovative virksomheder.

Læs mere om ”Teknologisamarbejde i Region Sjælland” i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

Læs mere om projektet og se flere innovationsforløb i ”Teknologisamarbejde i Region Sjælland her”

FAKTA OM EU’s Regionalfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.

Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal:

  • Styrke virksomhedernes innovationsevne
  • Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
  • Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive