Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
24.11.2021

Robotter og droner: Stjernen og talenterne inspirerede ved Europe in my region-event i Odense

Gode råd fra robot-entreprenøren Lasse Kieffer og startups med spændende robotprodukter gik hånd i hånd ved EU-arrangement i Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Institut. 

Lasse Kieffer øste af sine mangeårige erfaringer fra robotbranchen ved Europe in my region-arrangementet i Odense. Efter salget af virksomheden Purple Robotics arbejder Kieffer nu primært som business angel. Foto: Samuel Brøgger, Teknologisk Institut

Det handler om at kunne eksekvere, ikke nødvendigvis om antallet af idéer.”

Sådan konstaterede en af robotbranchens store navne, den fynske iværksætter Lasse Kieffer, ved Europe in my region-eventen i Odense Robotics StartUp Hub på Teknologisk Institut i Odense den 18. november.

Med mange års erfaring som iværksætter, udvikler i Universal Robots og stifter af virksomheden Purple Robotics bag sig havde han nyttige pointer med til de robot- og droneiværksættere, der var mødt op til åbent hus for at få ny viden, pitche idéer og produkter og – ikke mindst – at netværke.

Odense Robotics, Danmarks nationale robot- og droneklynge, og Teknologisk Institut har et tæt samarbejde. Teknologisk Institut stiller 2.800 kvm. robotinnovationshaller og robotspecialister til rådighed for iværksætterne i Odense Robotics. Foto: Samuel Brøgger, Teknologisk Institut

Blandt andet sagde Lasse Kieffer, at det for en iværksætter ikke bør være et mål i sig selv at have mange ansatte eller en stor organisation:

Man skal have de rigtige personer omkring sig og så få som muligt af dem,” understregede Lasse Kieffer, der i dag arbejder som entreprenør og investor, primært i robotbranchen.

Lasse Kieffer sad på forreste række, da potentielle arvtagere til hans egen iværksætterrejse deltog i hubbens Open Mic-arrangement. Her blev nogle af de nyeste idéer inden for den robotteknologiske iværksætterscene præsenteret. Idéer som i visse tilfælde er så lovende, at de senere giver iværksætterne adgang til en udviklingsplads i Odense Robotics StartUp Hub, som er placeret i Teknologisk Instituts tre robotinnovationshaller.

Dette startup-program er støttet med 9,5 mio. kr. af EU’s Socialfond. I EU-projektet får iværksætterne hjælp til at få bygget deres idé færdig og få udviklet og afprøvet en prototype (proof-of-concept), så det næste skridt kan tages: At få produktet testet på markedet.

Åbent hus-arrangementet var et led i den fælleseuropæiske Europe in my region-kampagne, der i efteråret har sat fokus på danske iværksættere og innovation støttet af EU’s strukturfonde. Foto: Erhvervsstyrelsen

Blandt de startups, der deltog i Open Mic, var Aris Robotics, som forsøger at løse miljøproblemer med et fokus på sortering af affald. Iværksætterne har udviklet en sorteringsrobot med kunstig intelligens (AI), der kan sortere affald, så det har større mulighed for at blive genbrugt.

Desuden fortalte Robstruct  om virksomhedens robotter, der skal forhindre arbejdsrelaterede skader. Robstruct har især fokus på arbejdspladser, hvor robotter kan overtage flere af de tunge og gentagne løft. Og dronevirksomheden Hecto Drone  fortalte om arbejdet med at øge flyvetiden for droner - særligt for droner med last. Hecto Drone har derfor udviklet en generator, der kan fastmonteres på dronerne, så de kan flyve i længere tid.

Efter Open Mic var der åbent netværk i robotinnovationshallerne på Teknologisk Institut.