Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
11.03.2015

Nyt maritimt vækstprogram på vej til virksomheder i Nordjylland

Det nordjyske, maritime videnscenter MARCOD står bag vækstprogrammet, som er det første regionalfondsprojekt i Danmark i 2014-2020. Programmet får ca. 3 mio. kr. fra Regionalfonden og skal sparke gang i væksten i små og mellemstore nordjyske virksomheder i den maritime branche.

Ambitiøse nordjyske maritime virksomheder får i programmet mulighed for at få tilført eksterne ressourcer, der skal hjælpe med at realisere den enkelte virksomheds vækstpotentiale.

Virksomhederne kan fx få rådgivning om internationalisering, automatisering eller digitalisering. Hvis udfordringen går på strategi- & organisationsudvikling eller sektorspecifikke udfordringer for den maritime branche, er det også noget, virksomhederne kan få hjælp til at løse. Fælles for alle forløb i det maritime vækstprogram er, at rådgivningen skal resultere i en individuel vækstplan for de deltagende virksomheder, som skal være med til at holde virksomheden på vækstsporet fremadrettet.

Direktør i MARCOD, Christine Lunde, siger:

Vores primære formål er at understøtte udviklingen i de nordjyske små og mellemstore maritime virksomheder. Derfor er det maritime vækstprogram et vigtigt værktøj for os, fordi målet med programmet er at få realiseret virksomhedernes vækstpotentiale, så vi kan få skabt flere vækstvirksomheder i Nordjylland i den maritime branche.

Samtidig er vi glade og stolte over, at vi bliver det første projekt i Danmark, som skal være med til at omsætte midler og muligheder i det nye regionalfondsprogram til vækst i vores virksomheder. Vi har arbejdet hårdt for at kunne give virksomhederne denne mulighed, og vi ser frem til at komme i gang med arbejdet.

Læs mere om Regionalfonden her

Virksomheder skal have vækstpotentiale

Alle de deltagende små og mellemstore virksomheder skal have et stort vækstpotentiale og have klare ambitioner om at ville udvikle virksomheden. For at blive karakteriseret som en vækst-virksomhed skal man have en årlig vækst i ansatte på 20 pct. - 3 år i træk.

I MARCODs maritime vækstprogram er det et mål, at 22 nordjyske virksomheder skal opnå at blive vækstvirksomheder. På sigt skal dette resultere i, at der bliver skabt 100 nye job i de deltagende virksomheder. I programperioden kan der udarbejdes 10 større vækstplaner i virksomhederne á 200.000 kr. og 20 mindre vækstplaner á 100.000 kr. Virksomhederne skal selv finansiere 35 pct. af omkostningerne til vækstplanen, som vil give virksomheden en konkret plan for, hvordan den kan skabe mere vækst, og hvilke investeringer der skal til.

Kontakt

Maritime virksomheder der er interesseret i at søge om at deltage i programmet, kan rette henvendelse til projektleder for det maritime vækstprogram i MARCOD, Allan Hejslet, telefon 30133043, e-mail: ah@marcod.dk

Erhvervsstyrelsen, Martin Kastoft Nielsen, 35291789

Fakta om MARCOD

MARCOD er et regionalt maritimt videnscenter, som støtter udviklingen i små og mellemstore maritime virksomheder i Nordjylland.

MARCOD er en specialiseret maritim erhvervsfremmeaktør med indgående kendskab til den maritime branche og et omfattende netværk til maritime aktører i DK og Skandinavien.

MARCOD er etableret ultimo 2010 med støtte fra Fornyelsesfonden og Vækstforum Nordjylland. I 2015 støttes MARCOD af Vækstforum Nordjylland, Den Danske Maritime Fond samt 4 nordjyske kommuner og 5 nordjyske havne.

MARCOD er organiseret som en fond og har base i Frederikshavn med satellitkontor i Aalborg. Centret har i alt seks ansatte og en ph.d.-studerende fra Aalborg Universitet.

Fakta om EU's strukturfonde

EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere investerer hver år 1 mia. kr i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Partnerskabets investeringer sker med afsæt i regionernes styrkepositioner og i innovation, grøn omstilling, uddannelse og iværksætteri.

Bliv klogere på, hvordan vi gør en forskel for Danmark