Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
10.06.2020

Hjælp til 150 virksomheder: Fødevareprojekt skifter fra fine dining til nødhjælp til trængt branche

COVID-19 har forandret virkeligheden for restauranter og kantiner, som nu får hjælp til at bane vejen til ny indtjening og nye kundegrupper.

Socialfondsprojektet "Den kreative og kompetente madscene" skal med en tillægsbevilling udvide indsatsen for den betrængte restaurant- og madbranche fra hovedstadsområdet til hele Danmark. Foto: Kasper Fogh/Food Organisation of Denmark

COVID-19 har gjort stor skade på restaurant- og madbranchen. De udenlandske gæster er væk, der mangler milliarder i omsætning, og mange virksomheder er voldsomt pressede på økonomien og leder efter nye måder at tjene penge på. Det skal vi nu ud og hjælpe dem med.”

Sådan lyder det fra Pelle Øby Andersen, direktør for Food Organisation of Denmark (FOOD), der med et tilskud på 3,5 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu rykker i felten for at hjælpe trængte restauranter, kantiner og underleverandører.

Det sker gennem projektet ”Den kreative og kompetente madscene”. Projektet har gennem de seneste tre år hjulpet ambitiøse og dygtige fødevarevirksomheder i hovedstadsområdet. Sigtet i projektet har hidtil været at skabe vækst i virksomhederne, men nu handler det om at hjælpe med overlevelse og omstilling.

Virksomhederne skal have flere ben at stå på indtjeningsmæssigt, og derfor sætter vi fokus på nye salgskanaler og forretningsudvikling. Vi skal simpelthen give dem redskaber til at tjene penge på noget andet, end det de hidtil har tjent penge på,” siger Pelle Øby Andersen.

Støtten er netop blevet bevilget af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fra den såkaldte COVID-19-pulje, der skal hjælpe kriseramte virksomheder. Midlerne, der blandt andet stammer fra EU’s Socialfond, betyder, at fødevareprojektet nu kan udvide projektet til hele landet og give en håndsrækning til omkring 150 virksomheder og 300 ansatte frem til udgangen af 2021.

Store forskelle på land og by

Hjælpen går til et erhverv under genåbning, som er blevet ramt hårdt af tvangslukninger og lukkede landegrænser. Under COVID-19-krisen har mange forsøgt at holde forretningen i gang med takeaway og nye aktiviteter, men for mange har det været ukendt territorium at bevæge sig på. Samtidig betyder genåbningen, at branchen skal overholde nye krav og retningslinjer for at undgå smittespredning, og at gæsterne har ændret vaner og forventninger.

Der er dog store forskelle fra land til by, understreger FOOD-direktøren:

Krisen er værst i byerne, for sommerhusområderne er jo ikke lukket ned. Desuden har de fleste restauratører uden for de store byer generelt lavere omkostninger til husleje, mens de store steder med mange ansatte primært ligger i byerne. Og de har haft det rigtig svært – trods hjælpeordningerne,” siger Pelle Øby Andersen.

København hårdt ramt af grænselukning

Projektet skal i gang så hurtigt som muligt, og Food Organisation of Denmark vil sammen med sine partnere - Hotel- og Restaurantskolen i København, Madfællesskabet, Business Region Aarhus samt Danske Restauranter og Caféer – også have et særligt øje på virksomheder og nye aktiviteter i Jylland, siger Food-direktøren:

Fraværet af internationale gæster rammer især København, men også Aarhus, der i de senere år er blevet populær blandt udenlandske gæster. Det er primært udenlandske gæster, der fylder de københavnske spisesteder tirsdag, onsdag og torsdag, og når den efterspørgsel pludselig er væk på grund af de lukkede grænser, mangler der et temmelig stort årligt milliardbeløb i omsætning.”

I projektet kan virksomhederne blandt andet få hjælp til økonomi- og likviditetsstyring, til en stærkere kobling mellem madbranchen og fødevareproducenterne samt til at forbedre oplevelsen for gæsterne.

Vi tror, vi får en ”go-local-reaktion” i lyset af COVID-19, hvor forbrugerne vil rette sig mod det nære og lokale og efterspørge autentiske oplevelser. Derfor skal virksomhederne tættere på dem, der producerer måltiderne, og have styr på deres værdikæder og leverandører,” siger Pelle Øby Andersen.

Iværksætter: Gå med og brug tiden

For mange iværksættere kan det være svært at finde tid og energi til at deltage i udviklingsprojekter – ikke mindst for de virksomheder, der først nu så småt begynder at ane lys for enden af tunnelen. Men man skal ikke betænke sig, siger fødevareiværksætteren Morten Sørensen, der udvikler og sælger ikke-alkoholiske drikke med spiritussmag i virksomheden Ish Spirits.

Vi har virkelig gode erfaringer med at deltage i Fremtidens Madscene. Jeg synes egentlig, jeg havde fået en god idé og ville gerne gøre mere ved den. Men det var langt mere komplekst at gøre det professionelt og få salget til at rykke i forretningerne, end vi troede, og her har projektet virkelig givet os en hestesko ud over rampen,” siger Morten Sørensen og fremhæver især Madscenens netværk, der har givet adgang til storkunder.

Iværksætteren Morten Sørensen, der i sin tid præsenterede sin idé om at sælge alkoholfrie drinks i "Løvens Hule", har haft god gavn af deltagelsen i et forløb i ”Den kreative og kompetente madscene”. Foto: Ish Spirits

 

I Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er der glæde over, at strukturfondsprojekter som ”Den kreative og kompetente madscene” kommer den trængte branche til undsætning:

Situationen er alvorlig, og mange virksomheder – ikke mindst i hotel- og restaurationsbranchen – er hårdt pressede på økonomien. Derfor er det godt, at virksomhedernes udfordringer også adresseres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og at vi med støtten til fødevareprojektet kan være med til at hjælpe erhvervet på fode igen,” siger bestyrelsesmedlem Dorte Krak, der også er administrerende direktør for Arp-Hansen Hotel Group A/S.

Fakta om indsatsen

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsatte på sit møde den 6. april 2020 i alt 114,7 mio. kr. til justering og skalering af eksisterende erhvervsfremmeprojekter, der kan hjælpe virksomhederne på to fronter:

  • På kort sigt med at afbøde de umiddelbare følger af COVID-19
  • På mellemlangt sigt med at forberede landets virksomheder til en ny virkelighed efter COVID-19 indtil udgangen af 2021.

15 projekter får midler via COVID-19-puljen. Med tilsagnene udmøntes op til 88 mio. kr. af de afsatte midler. Indsatsen finansieres af EU’s Socialfond, EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.

Læs mere om COVID-19-puljen på Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hjemmeside.

 

FAKTA OM ”Den kreative og kompetente madscene”

Operatør: Food Organisation of Denmark. Vigtigste partnere: Hotel- og Restaurantskolen i København, Madfællesskabet, Business Region Aarhus, Danmarks Restauranter og Caféer.

Virksomhedsudviklingsprojekt inden for fødevarebranchen, som forlænges i halvandet år frem til udgangen af 2021 og udbredes fra Hovedstaden til en landsdækkende indsats. Projektet har fået tillægsbevilling på i alt 3,5 mio. kr. fra EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.

Målet i projektet er hjælpe 150 restauranter, kantiner og underleverandører og 300 ansatte med de udfordringer, som COVID-19-pandemien har skabt. Den ventes, at op mod 240 ansatte får et kompetenceløft i løbet af projektet.

Læs mere om projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

 

FAKTA OM EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.

Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.

 

Kontakt

Ønsker du at vide mere om indsatsen og COVID-19-puljen, kan du kontakte chefkonsulent Susanne Gren Svendsen på 35 29 14 73 og susssv@erst.dk