Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
17.07.2019

Fremtidens energiløsning kommer fra Danmark og kører rundt på et bustag

Et dansk konsortium har med EU-støtte i ryggen taget de første skridt ind i et solcelle-eventyr, der har vist stort eksportpotentiale.

Et gennembrud i fremtidens bæredygtige og miljøvenlige elforsyning – udtænkt og leveret af et dansk konsortium og støttet af EU - kører i øjeblikket rundt på Ærø, i dele af Norge og så langt væk som på Chiles landeveje.

Millimetertynde og hypereffektive solcelle-paneler i plug-and-play-systemløsningen Solarbus.pro leverer fra bustagene så meget strøm til bussernes strømforsyning, at de bruger op til 1.000 liter mindre diesel og udleder 2,6 tons mindre CO2 per bus om året samt reducerer sliddet på bussens batterier og generatorer.

Under sydlige himmelstrøg er effekten endda dobbelt så høj, og det danske konsortium bag Solarbus.pro har efter indledende positive kontakter i Sydeuropa, Dubai, Sydamerika og Norge høje forventninger til eksportmulighederne.

Det her har internationalt potentiale: Der er mange bustage i verden, og der er mange dieselbusser, der kan aflaste forbruget af fossilt brændsel,” fastslår teknisk direktør Jens Ottosen fra Green Energy Scandinavia fra Vejle, der sammen med Weissenborn A/S, Definitions ApS og AnyCon udgør konsortiet.

De fleksible solcellepaneler er limet fast på taget af en række testbusser, der i øjeblikket kører i Danmark og Norge. Panelerne er nemme at montere og kan tilpasses forskellige busmodellers tagluger og airconditionanlæg. Foto: Solarbus.pro

 

Kontakt til storkunder i Golfen og Sydamerika

I Danmark tester Solarbus.pro sit produkt hos Jesper Bus A/S på Ærø, og i Norge kører der efterhånden 10 testbusser. Her i det nordiske foregangsland inden for grøn energi har nordmændene ifølge Jens Ottosen endda taget ønsket om bæredygtig energiproduktion så meget til sig, at det ved udbud af busruter ”er blevet et konkurrenceparameter, at der er solcelle-paneler inkluderet.”

Med solide data fra test-strømproduktionen på Ærø og i Norge har det været muligt for Solarbus.pro at gå videre til markeder med langt flere solskinstimer – og dermed langt større potentiale.

I Chile kører nu to testbusser med vores paneler, og vi har for nylig fået en forespørgsel fra Sydamerika på, hvor mange installationssæt, der kan være i en 40 fods container,” siger Jens Ottosen, som bygger sin optimisme på en bred vifte af fremskridt i den sydlige del af verden:

Udover busserne i Chile kører snart to testbusser på den portugisiske ø Madeira, en storkunde med 50.000 busser i Sydamerika samt en storkunde i Mellemøsten har også bedt om testbusser, og Solarbus.pro er blevet optaget i en verdensomspændende organisation af busselskaber, Global Passenger Network.

Hurtigt arbejdende rådgiverteam bag hurtig launch

Den oprindelige idé kom fra Green Energy Scandinavia, som i en årrække har udviklet CIGS-solcellepaneler og montagesystemer til forskellige typer af solcelleanlæg. Med firmaets ekstremt tynde, fleksible, hårdføre og højeffektive solcelle-panel – oprindeligt udviklet til det amerikanske militær - havde man produktet, men manglede hjælp til markedet og forretningsidéen.

Konsortiet fik her hjælp fra det EU-støttede regionalfondsprojekt Smart Energy2Market – styret af Green Tech Center i Vejle - til at finde partnere og teste markedet, bygge forretningsmodeller og skrue konsortiet sammen. Det skete i et hurtigt og agilt udviklingsforløb, hvor det faste team af eksterne rådgivere og konsulenter tilknyttet Green Tech Center fulgte konsortiets ønske om en hurtig lancering.

Vi kom hurtigt ud på markedet med produktet, der så løbende er blevet produktudviklet og tilpasset kunder og lokale forhold,” siger Jens Ottosen, som har været den gennemgående figur i hele forløbet.

Konsortiet har også fundet lokale samarbejdspartnere: Sammen med Rehabiler i Vejle er der udviklet en særlig løsning til placering af solpaneler på tagene af de mange busser og biler med indretning til handicappede, erhvervsbiler, minibusser og institutionsbusser, som firmaet sælger.

Teknologisk gennembrud og dokumentation

Udover EU-starthjælpen har flere faktorer været afgørende for projektet: De fleksible solceller er et regulært teknologisk gennembrud, fordi de i modsætning til traditionelle krystallinske solceller af glas fungerer og leverer strøm, selvom dele af panelet ligger i skygge. Og så har Solarbus.pro med testbusserne på Ærø og i Norge kunnet levere positive svar på det afgørende spørgsmål, som alle potentielle kunder stiller: Virker det, og kan det dokumenteres?

I begyndelsen ville kunderne bare købe kilowatt-timer og ikke det komplette system hos os, men nu foretrækker langt de fleste at købe hele konceptet, fordi de kan se, at systemløsningen virker, og at tilbagebetalingstiden er nede på fem-seks år,” siger Jens Ottosen.

Desuden har Solarbus fået løst den udfordring, der ligger i, at mobilnettet i mange lande ikke er tilstrækkeligt stabilt til at kunne gennemføre datatransmissionen af den loggede strømproduktion. Det er sket med en wifi-løsning, således at bussen uploader sine data, når den kommer inden for en wifi-zone, fx på busværkstedet eller vaskehallen.

Fakta

  • Smart Energy2Market: Projektforløb (2015-2021) med Green Tech Center i Vejle som operatør, støttet af EU’s Regionalfond og decentrale erhvervsfremmemidler. Formålet er at skabe vækst og øget eksport blandt energiteknologivirksomheder ved at udvikle systemløsninger i dialog med kunderne. Læs beskrivelsen af projektet i projektdatabasen
  • Solarbus.pro: Konsortium grundlagt i slutningen af 2017 bestående af Green Energy Scandinavia, Weissenborn A/S, Definitions ApS og AnyCon. Disse står bag en ”plug-and-play”-løsning med strømforsyning til busser fra fleksible og højtydende solceller på bustage. Besparelsen er beregnet til ca. 1.000 liter diesel og 2,6 tons CO2 per bus per år i Skandinavien, men med omtrent den dobbelt effekt længere sydpå med flere solskinstimer. Løsningen er testet på busser i Danmark og Norge og er i øjeblikket under afprøvning i Chile og snart på Madeira. Leveres også til lystfartøjer og skibe (solarship.pro), til campingbrug (solarcamper.pro) samt vare- og lastbiler (solarvan.pro).


Yderligere oplysninger om Solarbus kan fås hos teknisk direktør Jens Ottosen på 93 30 90 30 og jens.ottosen@ge-scan.com