Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
22.08.2011

EU støtter nummerplade på danske fødevarer

Nu kan nordjyske fødevarevirksomheder fortælle forbrugerne alt om deres produkter. Nyt projekt modtager efter indstilling fra Vækstforum Nordjylland 2,5 mio. kr. fra EU's Regionalfond, så det bliver nemmere for fødevarevirksomheder at fortælle forbrugere om mel, mælk og ko fra jord til bord.

Mange forbrugere ønsker at vide, hvor deres fødevarer kommer fra, hvad de består af, hvordan og hvornår de er fremstillet, og hvem der har håndteret produkterne undervejs til dagligvarebutikken. Derfor skal det være nemt for de nordjyske virksomheder at gøre alle oplysninger tilgængelige for forbrugeren.

Det er IT-virksomheden Lyngsoe Systems A/S, der for Nordjysk Fødevare Netværk har udviklet Foodtag, som viderebringer oplysninger om fødevareprodukter på en enkel og overskuelig måde. Nu forbedrer netværket løsningen, så det bliver mere enkelt for virksomheden at gøre de samme data, som fødevaremyndighederne benytter sig af, tilgængelige for forbrugeren.

Nordjysk Fødevare Netværk, projektleder Hardy Jensen:

Vi har fået tre nordjyske fødevareproducenter til at hjælpe os med at undersøge, hvordan det er nemmest at trække de data, som skal gøres tilgængelige for forbrugeren. Det skal få flere virksomheder til at se nytteværdien af Foodtag, og vi øger samtidig datas troværdighed, når det bliver de samme data, som myndighederne benytter sig af.

Foodtag giver en samlet indgang til mange virksomheders data, men data ligger ikke samlet ét sted. Hjemmesiden samler de mange oplysninger fra de forskellige virksomheder på forespørgselstidspunktet. Hver virksomhed er dataejer. Nordjysk Fødevare Netværk vil nu undersøge, hvordan virksomhederne nemmere kan stille deres oplysninger til rådighed blandt andet gennem automatiske overførsel, så data, der er registreret i virksomhedens eksisterende systemer, kan genbruges.

Projektet er et samarbejde mellem Nordjysk Fødevare Netværk, Thise Mejeri A.M.B.A, Aurion A/S og Himmerlands Kød A/S.

Kontaktpersoner:
Nordjysk Fødevare Netværk, projektleder Hardy Jensen, tlf. 2962 0224
Erhvervs- og Byggestyrelsen, Katrine Solvang, tlf. 3546 6411

Fakta om Foodtag

Foodtag giver producenterne muligheden for på en nem måde at formidle disse informationer, så forbrugerne kan slå varen op på internettet og få specifikke oplysninger om netop dén vare, de påtænker at købe eller har købt.

Foodtag er et uafhængigt dansk sporbarhedssystem, der dækker alle typer fødevarer og præsenterer sporbarhedsinformationer fra primærproducent til detailhandlen.

Foodtag dokumenterer kvalitet, fødevaresikkerhed, oprindelse og ingredienser.

Fakta om EU's strukturfonde - Regional- og Socialfonden

Danmark modtager i perioden 2007-2013 3,5 milliard kr. fra EU's strukturfonde. Halvdelen af midlerne kommer fra Socialfonden og halvdelen fra Regionalfonden.

Regionalfondsprogrammets formål i Danmark er at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelsen af ny teknologi.

I perioden 2007-13 er der under regionalfondsprogrammet 1,825 milliard kroner til rådighed til at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse. Det sker ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelse af ny teknologi.

www.regionalt.dk