Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
09.12.2020

EU-projekt hjælper virksomheder: ”Det er nemmere at hente en ingeniør i Tyskland end i Nordjylland”

Et socialfondsprojekt har gjort hverdagen nemmere for en stribe syddanske virksomheder, som har brug for højtspecialiseret udenlandsk arbejdskraft. Nyeste udspil fra projektet er en chatbot, der på få sekunder hjælper med svar.

Maersk Container Industry i Tinglev har brugt Moving Global Talent i arbejdet med at tiltrække, onboarde og fastholde udenlandske medarbejdere med ekspertise i blandt andet køleteknik. Foto: Maersk Container Industry

Det er en udfordring for vækstvirksomheder i Syddanmark at tiltrække højtspecialiseret arbejdskraft.

En del af årsagen er velkendt: Danmark uddanner ikke det antal medarbejdere med specialiserede kompetencer, som virksomhederne har behov for, og de danske kandidater, der har erfaringen og kompetencerne, har ikke altid lyst til at flytte til Syddanmark.

For mange syddanske virksomheder er svaret derfor at finde kompetencerne i udlandet. Derfor har organisationen work-live-stay southern denmark i Vejle siden 2018 hjulpet 18 syddanske virksomheder med at tiltrække, modtage og fastholde udenlandske medarbejdere via programmet Moving Global Talent.

Foreløbig har 111 udenlandske ansatte deltaget i programmet, som er støttet med ca. 12 mio. kr.  fra EU’s Socialfond. Målet er, at 160 ansatte har deltaget i programmet, når programmet stopper i sommeren 2021 – og at 127 af dem fortsat er ansat i deres virksomheder.

Seniorkonsulent Anette Hutzen Kjær fra work-live-stay southern denmark, projektleder på Moving Global Talent, forklarer:

Projektet er vigtigt for Region Syddanmark, fordi det styrker syddanske virksomheders internationalisering og muligheder for at tiltrække – og holde på – internationale talenter. Derudover sikrer projektet et fortsat fokus på regionens samlede, stærke bosætningsindsats, som foreløbig er den eneste af sin slags i landet, og de synergier, det giver på tværs af kommuner og for hele regionen.”

Opbakning fra de store virksomheder

En række store syddanske virksomheder deltager i programmet, fx LINAK i Sønderborg og Maersk Container Industry i Tinglev, og det er der flere grunde til. For selv om virksomhederne er store og attraktive arbejdspladser – Linak er fx verdensmarkedsførende inden avancerede elektriske lineære aktuatorsystemer - er det svært for dem at lokke dygtige danske specialister til det sydlige Danmark.

Det er nemmere at flytte en specialuddannet medarbejder fra fx Tyskland eller et andet sted i Europa end at flytte en fra Nordjylland. Europæeren opleves som mere villig til at rykke teltpælene op i forhold til den erfarne danske specialist, som ofte har slået sig ned i eller i nærheden af en af de større uddannelsesbyer med både familie og hus,” forklarer Nina Viktoria Hedelin, Talent Acquisition and Employer Branding Lead hos Maersk Container Industry i Tinglev.

Det er ikke bare et spændende og udfordrende arbejde, der skal lokkes med, når specialiseret udenlandsk arbejdskraft skal fristes til en karriere i Danmark. Også familiens liv, bopæl og partnerens karriere skal tænkes ind, lyder det fra EU-projektet Moving Global Talent. Foto: Torben Meyer

Også hos Maersk Container Industry mærkes afstanden til de større uddannelsesbyer.

Vi har brug for erfarne ingeniører med ekspertise i blandt andet køl, mekanik, mekatronik og elektronik. De kan være svære at finde herhjemme, fordi der er hård konkurrence om specialisterne, og fordi der ikke uddannes specialister nok inden for de specifikke fagområder. Vi har et godt samarbejde med universiteterne og de studerende, men udfordringen er at flytte dem, der har erfaring og har slået sig ned med familien, ned til os i Syddanmark,” siger Nina Viktoria Hedelin.

I LINAK har HR-konsulent Ida Falkenham samme oplevelse:

De nyuddannede fanger vi via universiteterne, men erfarne medarbejdere er svære at flytte til Syddanmark.”

HR-konsulent ved LINAK Ida Falkenham har haft stor gevinst af Moving Global Talent: ”De følger nøje udviklingen på arbejdsmarkedet i Danmark og i udlandet, og de ved hvad der rører sig i andre virksomheder. Vi har især haft stor gavn af at indgå i netværk med andre syddanske internationale virksomheder, som også tiltrækker udenlandsk arbejdskraft,” siger hun. Foto: LINAK

LINAK -koncernen har brugt Moving Global Talent aktivt som led i koncernens internationalisering. Efter voldsom vækst de senere år er der i dag 2.400 ansatte på koncernplan, og udenlandsk arbejdskraft er et vigtigt strategisk redskab – både for at holde gang i væksten og i arbejdet på at ændre Als-virksomhedens image.

Vi sætter en stor ære i at være lokale med lokal produktion på Als, og størstedelen af vores medarbejderstab her er dansk. Vi har de seneste år arbejdet på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og gøre organisationen klar til også at modtage internationale medarbejdere. Vi har indstillet os på at tale mere engelsk, og samtidig har vi en forventning om, at de internationale medarbejdere også skal lære dansk, fordi det er vigtigt for at få de internationale tilflyttere til at falde til i området. Udenlandske medarbejdere gør en forskel og skaber diversitet, og vi kan godt lide at blive udfordret i vores måde at gøre tingene på,” siger Ida Falkenham.

Nina Viktoria Hedelin fra Maersk Container Industry kan især på ét punkt mærke effekten af hjælpen fra Moving Global Talent:

Vi har fået tre til fire gange så mange ansøgninger under COVID-19, blandt andet fordi Moving Global Talent forud for krisen har hjulpet os med branding over for internationale kandidater og har delt vores jobopslag i deres netværk.”

Chatbot har 266 forskellige svar

Begge fremhæver, at Moving Global Talent har et godt blik for virksomhedernes behov. Ofte har de brug for et hurtigt svar, og derfor har programmet netop udviklet en landsdækkende chatbot, hvor virksomheder i hele landet hurtigt og nemt kan blive guidet videre til svar på spørgsmål om love og regler for international arbejdskraft.

Foreløbig kan chatbotten besvare 266 forskellige spørgsmål, og 365 brugere har gjort brug af værktøjet. Chatbotten er udviklet med en tillægsbevilling på 554.000 kr. fra EU’s Socialfond, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bevilgede i 2020.  

En chatbot med hurtige svar om udenlandsk arbejdskraft er nyeste værktøj fra Moving Global Talent. Screendump fra work-live-stay.dk

Projektet har desuden udviklet andre digitale værktøjer og temasider, bl.a. med fokus på virksomhedernes onboarding af nye medarbejdere, deres employer branding og deres fokus på danskundervisning af internationale medarbejdere.

Vi bygger bro mellem virksomheder, kommuner og andre aktører, og i vores projekter kobler vi virksomhederne med de kommunale tilbud, så de kan få gavn af disse i forhold til onboarding af internationale medarbejdere og fastholdelse af dem på længere sigt,” siger projektleder på Moving Global Talent Anette Hutzen Kjær, work-live-stay southern denmark.

Programmet har et helt særligt fokus på udenlandske medarbejderes partnere, spouses, der som regel også er interesseret i en karriere i Danmark.

Vi arbejder dedikeret med en tæt kobling mellem virksomheder, kandidater og de lokale bosætningsinitiativer, der findes i hele Syddanmark. For vi ved, at hele familiens trivsel er afgørende for, om talenterne bliver i landet på sigt, og gennem en håndholdt og lokal indsats sikrer vi, at vi bedst muligt støtter op om integrationen – for hele familien,” siger Anette Hutzen Kjær.

Moving Global Talent har opereret i vanskeligt farvand under COVID-19-pandemien med lukkede grænser og indrejseforbud. Mange deltagende virksomheder er ramt på omsætning og bundlinje, og kun ganske få virksomheder er ikke blevet ramt i år.

De fleste har fyret medarbejdere, og i sagens natur har det været svært at rekvirere international arbejdskraft. Aflyste fysiske jobmesser har tvunget virksomhederne til at tænke i nye baner, og vi har understøttet virksomhedernes rekruttering af internationale talenter ved at skabe overblik over relevante virtuelle messer og indsamle viden og læring,” slutter Anette Hutzen Kjær.

FAKTA Om Moving Global Talent

Strukturfondsprogrammet Moving Global Talent arbejder for at tiltrække, modtage og fastholde højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft i Syddanmark, som kan øge virksomhedernes internationalisering og skabe vækst.

18 private virksomheder, der kommer fra forskellige brancher, robotklyngen i Odense og 12 syddanske kommuner, deltager. Gennem projektet udvikles forskellige værktøjer, som stille gratis til rådighed for alle landets virksomheder på https://work-live-stay.dk/foreningenwls/.  

Projektet drives af organisationen work-live-stay southern denmark i Vejle, som skaber

samarbejder, videndeling og udviklingslaboratorier med og på tværs af virksomheder, kommuner, erhvervsfremmeorganisationer, uddannelsesinstitutioner og mange andre aktører. Partnere er Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Odense, Sønderborg, Tønder, Varde og Aabenraa kommuner, UCL, Odense Robotics samt de 18 deltagende virksomheder.

Projektet er støttet med 11,4 mio. kr. fra EU’s Socialfond, og i 2020 fik projektet desuden en tillægsbevilling på 554.000 kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til en landsdækkende chatbot.

Læs mere om Moving Global Talent i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

FAKTA OM EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.

Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser