Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
03.11.2020

COVID-19 boostede iværksætteri-studerende: ”Corona stoppede mine rutiner – heldigvis”

Måneder med nedlukning har haft en overraskende positiv effekt på studerende, der får iværksætteri-undervisning i et stort socialfonds-projekt i Region Midtjylland.

De 10 fortællinger om iværksætter-studerende på VIA University College kan læses i hæftet ”Hack studiehverdagen”. Foto: VIA University College

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder et gammelt mundheld. Og det vil man godt skrive under på hos VIA University College i Midtjylland.

Her oplevede man en bølge af kreativitet og idérigdom blandt unge iværksætteristuderende i VIA’s mange studentervæksthuse i Midtjylland, da COVID-19 fra marts pludselig lukkede samfundet i måneder. Resultaterne er så markante, at ti af de vildeste iværksætterfortællinger nu er udkommet i hæftet ”Hack studiehverdagen”.

Iværksætteri og kreativitet er kendte begreber på VIA University College og en række andre store midtjyske uddannelsesinstitutioner, hvor 7.000 studerende som led i EU-projektet ”Entreprenørskab i uddannelserne” får undervisning i iværksætteri. Det stort anlagte socialfondsprojekt slutter i efteråret efter lidt over fire års virke, og projektleder Erik Løvgren Brejner er særligt imponeret over foretagsomheden, der blev udløst i COVID-19-perioden.

De studerende blev mere kreative og opfindsomme, og der kom mange uventede, positive resultater ud af hjemmearbejdet. Vi så så meget meningsfuld og kreativ foretagsomhed omkring os, at vi blev nysgerrige efter at undersøge, hvad vi kan lære af disse kreativt foretagsomme studerende,” siger Erik Løvgren Brejner.

To markante erfaringer

COVID-19-nedlukningen blev et farvel til fysisk undervisning og goddag til teknologiske læremidler, som VIA - ligesom mange andre uddannelsesinstitutioner – nu har taget til sig og også vil benytte i fremtiden. Nedlukningen gav to markante erfaringer, siger Erik Løvgren Brejner.

At kreative og foretagsomme studerende og undervisere trods den kedelige hjemsendelse fandt en drivkraft mod udvikling af og fordybelse i værdiskabende projekter. Og at vi har brug for hinanden i lærende praksisfællesskaber, der finder sted helt fysisk. Omlægger vi mere undervisning til online-undervisning – ja – så skal vi måske gentænke måden, vi er sammen på, når vi så rent faktisk mødes i undervisningen.”

Jonas Møller, der læser Visual Communication Design, brugte nedlukningen til at videreudvikle sit designbureau Zweck via VIA-studentervæksthusenes uddannelsestilbud.

Det var en kæmpe mulighed for virkelig at teste ting af og gå i dybden med noget, man normalt ikke går i dybden med. Telefonen ringede ikke, og der var god tid, så man var bare nødt til at sige ”cool nok” og i stedet for at brokke dig så sige: ”ok, det er den virkelighed, som vi lever i nu – hvad kan vi gøre for at blive endnu bedre, når vi kommer ud på den anden side,” fortæller Jonas Møller.

Simone Stilling Markussen læser til fysioterapeut og arbejder ved siden af med et nyt klatrekoncept, som hun brænder for.

Corona kom og trykkede stop på mine almindelige rutiner, og det viste sig at være ret heldigt, fordi jeg pludselig fik mulighed for at fordybe mig i mit koncept”,siger hun.

Klatrekonceptet vil fremover være en del af de bolde, hun vil jonglere med i sit fremtidige studieliv. Under COVID-19 blev hun fast medlem i studentervæksthusets iværksætterfællesskab, og fremover vil hun være der et par dage om ugen.

Simone Stilling Markussen fik under COVID-19-nedlukningen ekstra tid til at udvikle sit klatrekoncept. Foto: VIA University College

For Mikkel Agerskov Rasmussen, der læser til lærer i Aarhus, kom COVID-19-nedlukningen i første omgang på tværs af udviklingen af hans idé om et nyt undervisningsredskab til brug i matematikundervisningen. Redskabet er en geometrisk figur med mobile sider, som eleverne kan have i hænderne, og lige inden COVID-19-pandemien var over os, var Mikkel klar til at teste sin prototype i folkeskolen.

I stedet brugte han nedlukningen til at undersøge de produkt- og forretningsmæssige aspekter, han får brug for senere i processen. Undervejs holdt han modet oppe med støtte fra konsulenten i det lokale studentervæksthus.

Hun har ringet til mig for at følge op og høre, hvordan det går. Det har været rart, at hun holdt fast i mig, men også, at hun forsikrede mig om, at det var ok, det ikke gik så stærkt,” siger Mikkel Agerskov Rasmussen, som i dag ser COVID-19-nedlukningen som en periode, hvor han fik set med nye øjne på sit projekt.

Telefonen ringede ikke hos Jonas Møller under COVID-19-nedlukningen, og så fik han bedre tid til at arbejde videre med sit designbureau Zweck. Foto: VIA University College

Studentervæksthusene er en hovedaktivitet i EU-projektet. Der er i alt etableret 14 væksthuse, hvor de studerende får mulighed for at afprøve og udvikle en forretningsidé og få flere ideer kommercialiseret. Studentervæksthusene gennemfører også lokale aktiviteter tæt på de enkelte uddannelsesmiljøer samt tværgående aktiviteter.

De to andre aktiviteter i ”Entreprenørskab i uddannelserne” er iværksætteri-undervisning og kompetenceudviklingsforløb, som uddanner undervisere og medarbejdere i studentervæksthusene til at give de studerende rådgivning om forretningsudvikling og etablering af virksomhed.  

FAKTA OM ”ENTREPRENØRSKAB I UDDANNELSERNE”

Projektet startede i maj 2016 og lukker den 16. november 2020 ved en afslutningskonference.

Det samlede projektbudget er 41,2 mio. kr., og EU’s Socialfond har støttet projektet med 20,6 mio. kr.

”Iværksætteri i uddannelserne” drives af professionshøjskolen VIA University College i partnerskab med Aarhus Universitet, Aarhus Maskinmesterskole samt Erhvervsakademierne Dania, MidtVest og Aarhus. Desuden samarbejdes der med Herning, Holstebro, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg og Aarhus kommuner om studentervæksthusaktiviteter.

I projektet skal 6.000 studerende have forbedret deres kompetencer inden for iværksætteri, og 4.550 af dem skal opnå formelle færdigheder. Det er målet, at 350 studerende skal starte ny virksomhed.

Læs mere om ”Entreprenørskab i uddannelserne” i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

Læs mere om ” Entreprenørskab i uddannelserne” på projektets hjemmeside

FAKTA OM EU’s SOCIALFOND

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder

  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.