Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
10.01.2012

120 sjællandske virksomheder får hjælp til eksport

Flere sjællandske virksomheder får nu en hjælp til at begå sig internationalt. Projektet "Globale vækstvirksomheder i Region Sjælland" modtager efter indstilling fra Vækstforum Sjælland knap 18 mio. kr. fra EU's Socialfond, så små og mellemstore virksomheder får nye kompetencer i forhold til at øge deres eksportandel.
 

Mere end 120 sjællandske virksomheder får nu en håndsrækning i forhold til at udvikle de internationale kompetencer, så det bliver lettere at sælge varer til resten af verden og dermed være med til at sikre, at der kommer nye arbejdspladser på Sjælland.

Erhvervsdrivende Fond Væksthus Sjælland, Bjarne Brynk Jensen:

De sjællandske virksomheder laver fremragende produkter, som sagtens kan sælges i hele verden. Hvis virksomhederne får finpudset de internationale kompetencer, vil de hurtigt blive mere internationale, få en større eksportandel og med de nye kompetencer kunne øge deres omsætning og skabe nye arbejdspladser i regionen.

Med "Globale Vækstvirksomheder i Region Sjælland" får de små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland adgang til viden og rådgivning om internationalisering, som normalt kun tilbydes i de allerstørste virksomheder. Projektet giver virksomhederne i Region Sjælland et kompetenceløft, så de kan begå sig internationalt.

Konkret får virksomhederne i projektet mulighed for at udarbejde en internationaliseringsplan, og de ledende medarbejdere vil gennemgå en intensiv international træning. Det vil også være muligt at indstationere inden- og udenlandske studerende, som kan hjælpe med at løse konkrete businesscases, ligesom det bliver muligt at få hjælp til at finansiere ekstern rådgivning. 

Projektet udføres af den Erhvervsdrivende Fond Væksthus Sjælland og modtager knap 18 mio. kr. fra EU's Socialfond.

Kontakt

Erhvervsdrivende Fond Væksthus Sjælland, Bjarne Brynk Jensen tlf. 5372 7180
Erhvervsstyrelsen, Katrine Solvang, tlf. 3546 6411.

Fakta om EU's strukturfonde - Regional- og Socialfonden

Danmark modtager i perioden 2007-2013 3,5 milliard kr. fra EU's strukturfonde. Halvdelen af midlerne kommer fra Socialfonden og halvdelen fra Regionalfonden.

Socialfondsprogrammets formål er at kvalificere og udvide arbejdsstyrken inden for de fire indsatsområder: Iværksætteri, uddannelse, innovation og anvendelse af ny teknologi for at skaffe danske virksomheder adgang til kvalificeret arbejdskraft.

I perioden 2007-13 er der under socialfondsprogrammet 1,825 milliard kroner til rådighed til at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse.

Læs mere om

EU's Socialfond på www.regionalt.dk